Fondenes aktiviteter afføder skattepligt og betaling af skat på flere måder, og fondene er derfor underlagt en række forskellige skatteregler.

Fondene er skattepligtige af et eventuelt overskud; fondenes bevillinger afføder betaling af skatter og afgifter på modtagersiden; og yderligere er det økonomiske forhold mellem fondene og firmagruppen underlagt en række specielle skatteregler.

Skattepligten

Fondene er skattepligtige efter de samme regler, som gælder for danske aktie- og anpartsselskaber, og derudover er de omfattet af Fondsbeskatningsloven. Det betyder, at de er skattepligtige af deres indtægter med fradrag af de almennyttige uddelinger og driftsomkostninger.

 

41 øre af hver uddelt krone går til statskassen

=

454 mio. kr. i 2019

Skatter og afgifter af VILLUM FONDENs og VELUX FONDENs bevillinger

Vores bevillinger genererer betydelige betalinger til den danske stat i form af skatter og afgifter, når de bliver anvendt hos bevillingsmodtagerne. Beregninger foretaget af PwC viser, at statskassen får 41 øre af hver krone, som vi uddeler til formål i Danmark og i udlandet – i 2019 blev det til i alt 454 mio. kr.

For beskrivelse af grundlag og metode til beregning af skatter og afgifter af VILLUM FONDENs og VELUX FONDENs bevillinger, henvises til erklæring og bilag udarbejdet af PwC.

Firmagruppen, fondene og skatten

VILLUM FONDEN er medejer af firmagruppen VKR Holding A/S, og selskaberne i firmagruppen betaler skat efter reglerne for danske og udenlandske aktie- og anpartsselskaber. Fonden er sambeskattet med holdingselskabet og modtager årligt udbytte herfra. Det medfører, at fonden er forpligtet til at uddele et beløb til almennyttige formål, der modsvarer udbyttet fra holdingselskabet.

VILLUM FONDEN overfører årligt et beløb til VELUX FONDEN, der på samme vilkår uddeler til almennyttige formål.

Konsolideringsfradrag

En fond kan inflationssikre fondskapitalen og dermed sikre uddelingsgrundlaget. I dag er konsolideringsfradraget på 4 % af det beløb, fonden uddeler til almennyttige formål.

Notat om skattebidrag

Hent